-
Bavarian Nordic tror på højere omsætning i 2025
来源: BDK Finans / 03 2月 2025 13:32:54 America/New_York
Det danske medicinalselskab Bavarian Nordic omsatte for 5,7 milliarder kroner sidste år. Det viser foreløbige regnskabstal, som det har offentliggjort mandag aften. Driftsresultatet er endt på 1,6 milliarder kroner. Begge resultater var et stykke under rekordregnskabet for 2023. Det hører dog med til historien, at selskabet tjener sine penge på at udvikle vacciner og andre lægemidler. Derfor er der ikke nødvendigvis nogen fast rytme i, hvornår Bavarian Nordic tjener sine penge. Det kan komme i klumper, når et eller flere projekter lykkes. - Vi leverede et stærkt resultat i 2024 efter en ekstraordinær fremgang i vores Travel Health-forretning, der voksede med 22 procent, siger topchef Paul Chaplin i en selskabsmeddelelse. - Det var kombineret med indgåelsen af yderligere mpox-vaccineordrer, i takt med at vi gjorde betydelige fremskridt med at styrke indsatsen for folkesundheden i Afrika og andre regioner under udbruddet. Mpox er et virus, der kan sprede sig ved tæt kontakt. Sygdommen - tidligere kendt som abekopper - udvikler sig sædvanligvis mildt, men kan i sjældne tilfælde være dødelig. Den viser sig typisk ved influenzaagtige symptomer som feber, muskelsmerter og hovedpine efterfulgt af udslæt med blærer. Den danske vaccine blev særdeles populær, efter at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, for anden gang på to år erklærede global sundhedskrise på grund af sygdommen. Det skete i august, efter at et udbrud i Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) havde spredt sig til nabolande. I 2025 regner selskabet med, at omsætning løftes til et sted mellem 5,7 og 6,7 milliarder kroner. - Vores produktportefølje fortsætter med at vokse, og vi er ser meget frem til at lancere vores chikungunyavaccine for rejsende over 12 år i både Europa og USA senere i år, siger Paul Chaplin. Chikungunya-sygdommen spredes via myg og medfører blandt andet feber, udslæt, træthed og stærke ledsmerter. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/bavarian-nordic-tror-paa-hoejere-omsaetning-i-2025